De forsømte forhold
Slutningen på længerevarende forhold,kan ofte være med skarpe kanter. Især hvis det kommer uventet og den ene part derfor føler sig både efterladt og alene. Men med god kommunikation, vil mange forsømte forhold kunne reddes fra skilsmisse og brud. Hvis det kommer til brud i et parforhold, er det nødvendigt, at kunne tage ansvar forsig selv. Begge parter vil givetvis have sin andel i, at forholdet ikke udviklede sig som man ønskede det. Alene sidste år blev knap 15.000 ægteskaber opløst og det tal har været næsten konstant de seneste 10 år. Der kan være mange grunde til at opgive samlivet, men ofte består problemerne ikke i, at vi arbejder for meget, fokuserer for meget på børnene eller at vi har et dårligt sexliv. Istedet består problemet i, at vi ikke har lært at tale sammen og lytte til hinanden, mener par og psykoterapeut Eva Ganc. Det kan være, at det langsomt går op for os, at den kvinde eller mand, vi engang var så vanvittig forelsket i, ikke er den vi håbede på. Langsomt mister vi mere og mere interessen i fællesskabet og begynder at arbejde og dyrke bekendtskaber i stedet. Når vi endelig er sammen modarbejder vi nærmest hinanden og vi magter ikke at kommunikere og lukker derfor af for vores følelser. Det letteste ville være at forlade hinanden, men det kan vi næsten ikke få os selv til. Vi plages af skyldfølelse og kan ikke få det forklaret ordentlig. Selvom vi har mange uforløste følelser, får vi ikke talt sammen. Faktisk har I ikke talt sammen længe. Par og psykoterapeutEva Ganc giver hendes bud på, hvordan vi kan komme videre. "Først og fremmest handler det om at tage ansvar. Om at tage ansvar forsig selv. For hvis man ikke kan eller vil gøre en indsats for sit parforhold, må man lade den anden vide besked. Ellers gør man det unødigt svært at komme videre".

Begge parter er ofre
I starten vil et parforhold være præget af travlhed. Vi skal nå at etablere os og der er meget at se til med karriere, hus og børn. Men efter noget tid forsvinder forelskelsen og lidt efter lidt, bliver den til rigtig kærlighed. Nu skal vi til at leve sammen med hinanden i stedet for ved siden af hinanden, og så er det ofte at problemerne kan opstå. Det kan resultere i magtkampe og så begynder vi at arbejde for meget, fokuserer på børnene eller måske det dårlige sexliv. Ender det i sidste ende med et brud, mener Eva Ganc ikke, at det er hensigtsmæssigt at uddele en offer- og enskurkerolle. I virkeligheden er der to ofre, forbegge parter er jo ofre for, at forholdet ikke holdt. Selv om de færreste vil indrømme det, er der som regel to parter, der er skyld i, at et forhold går i stykker. Det er meget sjældentat det kun er den enes skyld.

Efter bruddet
I perioden efter bruddet, kan det godt være svært at forholde sig rationelt til, at forholdet ikke udviklede sig som vi ønskede det. Begynder vi at diskutere meget, er der også stor chance for, at vi bliver skubbet længere bort fra hinanden. Det hænger sammen med, at vi er forskellige og dermed også oplever tingene forskelligt. Perioden domineres af stærke følelser som vrede, had og afmagt- eller måske skyldfølelse, hvis man er den, der forlader. Nogle mennesker har brug for terapi for at finde ud af, hvorfor de har så svært ved at komme sig over et brud langtid efter, siger Eva Ganc, der også anbefaler, at man forsøger at skabe en distance i den første tid efter bruddet, så man ikke kommer til at sidde fast i de voldsomme følelser, man har i starten. Selvom vi i denne periode er dårlige til at lytte til hinanden, kan den gode kommunikation godt læres. Det indebærer dog, at vi sætter os selv til side for en stund og lytter til den anden, samtidig med, at vi prøver at forstå den andens bevæggrunde. Det er nemlig enrigtig god idé, at få snakket om, hvad der gik galt. Jo flere ord, vi kan sætte på det skete, tanker og følelser, desto nemmere kommer vi over krisen og kan lære af den. "Mange mennesker begynder at ærgre sig over, at de ikke kunne redde deres forhold, eller at de ikke har handlet anderledes. Men det nytter ikke noget at ærgre sig. Hvis man vil lære noget af sit liv og kunne bruge det, er man nød til at tage ansvar for sine handlinger, kommunikere og acceptere det skete, slutter Eva Ganc.